Per Andersen: SPØGELSET MORITZ

En børnebog - men kun for MODIGE børn!

 © www.onlinebooks.dk & Per Kejser-Andersen

Illustreret af Knud Bødker

Tilegnet Emma, Arthur og Alma

Kunne du tænke dig at dele værelse med et spøgelse?

Spøgelset Moritz er en gammel opfinder, som er død.
Men han får ikke fred i sin grav, førend han bliver færdig med sin sidste opfindelse.

Ole er ikke bange for spøgelser.
Så han hjælper Moritz.

1. DET GULE HUS

"Nå, Ole," sagde lærer Møller. "Er I så flyttet hen i det gule hus?"
"Ja, i lørdags," sagde Ole og tog en bid af sin mad.
"Har du så fundet ud af, om det spøger der eller ej?" spurgte Møller med et smil.
"Jeg tror ikke på den slags," sagde Ole.
Anna sagde med en gysen: "Det er godt, det ikke er mig, der skal bo der."
"Det er rigtigt nok, at det spøger," påstod Karsten. Han boede selv lige ved siden af det gule hus. "Bare vent og se."
Anna så spændt på Karsten. "Har du selv set det?" spurgte hun.
Man kunne se, at Karsten helst ville have sagt ja, men han sagde: "Nej. Men dem, der boede der før - de turde ikke gå op på loftet."
"Hvordan ved du det?" spurgte Ole.
"Min mor var inde og drikke kaffe en aften," sagde Karsten. "Hun skulle have haft noget garn med hjem. Men de turde ikke hente det, fordi det lå på loftet. De gik aldrig derop om aftenen."
"Hvorfor ikke?" spurgte lærer Møller.
"Fordi det spøger der," sagde Karsten. "De kunne mærke, at der var nogen. Det var derfor, de flyttede."
"Ja ja," sagde Møller. "Er det ellers et godt værelse, du har fået, Ole?"
"Ja," sagde Ole. "Det er på loftet."

2. DET BANKER

Ole sad på sit værelse og lavede lektier samme aften, da der lød en banken.
"Kom ind," sagde han forbavset. Han havde ikke hørt nogen på trappen.
Der skete ikke noget.
"Kom ind," sagde Ole lidt højere.
Der skete stadig ikke noget.
"Nå, men så bliv ude," sagde Ole og skrev videre. Han var midt i en stil, der skulle afleveres i morgen.
Det bankede igen.
Ole gik hen og åbnede døren. Der var ingen på trappen.
"Far!" råbte han.
Han hørte en stol knage nede i stuen. Døren neden for trappen åbnede sig, og far kiggede op. Han så sur ud.
"Du kan vel komme ned, hvis der er noget," sagde han. "Vi sidder midt i en film. Hvad er der?"
"Øh," sagde Ole. "Det lød, som om der var nogen, der bankede på døren. Men det var altså ikke dig?"
"Sig mig, er du skør, knægt?" Far lo. "Det var nok bare en gren på ruden. Går det godt med den stil?"
"Det går fint," sagde Ole og smilede. Han lukkede døren og gik hen til vinduet. Det var helt mørkt derude.
Han så på det store træ lige udenfor. Det kunne ikke være en gren, der havde banket på ruden. Den nærmeste gren var en meter væk, og det blæste næsten ikke.
Nå, det var nok faren, der havde banket sin pibe ud.
Det lille værelse havde skrå vægge. Det var ikke særlig langt. Resten af loftet blev ikke brugt til noget. Men der var en lem i væggen, så man kunne kigge ind.
Det bankede igen.
Og denne gang var Ole sikker på, at lyden kom fra lemmen.

3. BAG LEMMEN

Ole stod ved siden af lemmen. I hånden holdt han et boldtræ, som havde ligget under sengen.
"Er der nogen?" spurgte han.
"Ja," sagde en tynd stemme. "Luk op."
"Hvem er det?" spurgte Ole.
"Moritz," lød svaret.
Ole lagde boldtræet fra sig.
"Jeg lukker op," sagde han.
Lemmen sad fast med fire stifter, der var slået ind i karmen og bøjet ind over lemmen. De sad så højt, at Ole måtte stå på tæer for at nå dem. Han drejede dem langsomt til side, en stift ad gangen.
Han løftede lemmen ned og tog boldtræet op igen.
"Hvor er du?" spurgte han og stirrede ind i mørket.
"Her," lød det.
Et ansigt dukkede op i åbningen, og Ole sagde: "Uh!"
Det så ud som en gammel mand. Han var lige så hvid i hovedet som Ole, men hans ansigt lyste mere.
"Du skal ikke være bange," sagde han.
"Hvorfor skulle jeg være bange," sagde Ole.
"Jamen, det skal du jo heller ikke," sagde manden vredt. "Jeg gør dig ikke noget."
"Du kan osse lige prøve," sagde Ole og hævede boldtræet. "Hedder du Moritz?"
Manden nikkede, men kun en enkelt gang, for han havde nær tabt hovedet.
"Må jeg komme ind til dig lidt?" spurgte han.
"Okay," sagde Ole. "Men jeg har ikke tid til ret meget. Jeg er ved at skrive stil."
Moritz kom ind igennem væggen.
Hans tøj var gammelt og mørkt. Det var kun ham selv, der lyste svagt.

4. MORITZ

"Jeg har boet her," sagde Moritz og så sig om. Han satte sig på Oles sofa. "Jeg boede til leje her, indtil jeg døde."
"Men nu er det altså mit værelse," sagde Ole. "Hov - sagde du ikke, du var død?"
"Det er jeg osse," sagde Moritz.
"Pjat," sagde Ole. "Jeg kan se, du bevæger dig."
"Jeg er et spøgelse," sagde Moritz. "Kan du ikke forstå det? Jeg døde for fyrre år siden."
"Hvorfor ligger du så ikke og slapper af nede i jorden?" spurgte Ole. "Du kan måske ikke lide orme?"
"Hold nu op med at gøre nar!" udbrød Moritz. "Det er ikke noget at spøge med."
"Du skulle nødig snakke om at spøge," sagde Ole. "Men jeg kan vist godt forstå dig. Da jeg var lille, ville jeg heller aldrig sove, når jeg skulle."
"Jeg var opfinder," sagde Moritz. "Jeg var altid i gang med at opfinde et eller andet."
"Hvad har du opfundet?" spurgte Ole.
"Alt muligt," sagde Moritz. "For eksempel tøjklemmer. En ny slags, der ikke falder ned, når det blæser. Man skruer dem sammen. To skruer i hver."
"Nå," sagde Ole.
"Ja," sagde Moritz. "Og så var jeg så uheldig at falde død om. Og jeg var ellers så godt i gang med en ny opfindelse. Det er derfor, jeg ikke kan finde hvile. Jeg blev aldrig færdig!"
I det samme kunne man høre, at nogen var på vej op ad trappen. Det bankede på døren, og Ole sagde: "Kom ind."

5. MOR

Det var mor. "Jeg har lavet kakao," sagde hun. Hun satte en kop varm kakao på bordet foran Moritz. Ved siden af den satte hun en bolle med smør.
"Tak," sagde Ole. Han kiggede fra mor til Moritz. Moritz sad og læste den stil, Ole var i gang med.
"Hvor meget har du skrevet?" spurgte mor.
"Bare en side," sagde Ole. "Jeg mangler nok to."
"Der er mere kakao dernede," sagde mor. "Du kan selv hente en kop mere."
"Ja," sagde Ole.
Mor gik hen til hullet i væggen. "Hvorfor har du taget lemmen af?" spurgte hun.
"Jeg hørte noget derinde," sagde Ole.
"Hm," sagde mor. "Måske har vi mus."
Hun gik.
"Det var da sært," sagde Ole og så på Moritz. "Hun kunne godt have sagt goddag til dig."
"Jeg er usynlig," oplyste Moritz.
"Nej, du er da ej," sagde Ole.
"Jo," sagde Moritz. Han sad stadig og læste stil. Han læste nok ikke så hurtigt.
"Nå, så siger vi det," sagde Ole. "Men det kan jeg altså ikke se."
"Du kan se mig, fordi det er vores begge tos værelse," sagde Moritz. "Men nu skal du høre. Jeg har brug for din hjælp."

6. AFTALEN

"Du skal hjælpe med at gøre den opfindelse færdig," sagde Moritz.
"Ha!" sagde Ole. "Hvorfor skulle jeg hjælpe dig?"
"For at være flink," sagde Moritz. "De fleste folk er flinke."
"Ikke mig," sagde Ole. "Hvad får jeg for at hjælpe?"
"Du får opfindelsen," sagde Moritz.
Ole tænkte sig om. "Det er vel bare en anden slags tøjklemme," sagde han så. "Med søm i stedet for skruer."
"Nej nej," sagde Moritz. "Det er alle tiders ide, det her. Jeg kan ikke sige mere nu - det er lidt svært at forklare. Men du bliver simpelt hen millionær!"
"Hvad så med dig selv?" spurgte Ole. "Et spøgelse har vel ikke brug for penge."
Moritz sagde: "Jeg vil bare så gerne have min opfindelse færdig. Der er ingen af mine opfindelser, der er blevet brugt til noget. Men den her gang er det altså det helt store."
"Godt, jeg hjælper dig," sagde Ole.
Moritz så meget lettet ud. "Du kommer ikke til at fortryde det," sagde han og rejste sig. "Men nu trænger jeg til at være alene."
"Vent lidt," sagde Ole. "Hvad skal jeg gøre nu?"
"Åh, det havde jeg nær glemt," sagde Moritz. "Jeg har brug for papir."
"Kan du ikke bruge den her slags?" spurgte Ole. Han viftede med det ark, han var ved at skrive stil på.
Moritz rystede på hovedet. "Det skal være uden linjer," sagde han. "Til at tegne på."
"Jeg skaffer noget til i morgen," sagde Ole.
"Fint," sagde Moritz. "Vi ses i morgen."
Han forsvandt ind i væggen. Ole satte lemmen på plads og skrev sin stil færdig.

7. FORMNING

Ole og Anna sad sammen, når de havde formning. Læreren hed Betty. Hun gav dem næsten altid lov til at lave, hvad de ville.
Anna var ved at lave en vase af ler.
Ole tegnede i dag.
"Jeg synes, du henter papir hele tiden," sagde Anna.
Ole ventede på, at Betty vendte ryggen til. Så lagde han tre stykker papir ned i tasken. Nu havde han ti.
"Tager du det med hjem?" hviskede Anna med store øjne.
"Jeps," sagde Ole. "Jeg skal bruge det."
Betty kom hen til bordet. "Må jeg se, hvad du laver?" spurgte hun Ole.
Hun kiggede på de fire ark, Ole var begyndt på. Der var kun nogle få streger på hver.
"Er de færdige?" spurgte hun.
"Nej," sagde Ole. "Jeg bliver ved med at tegne forkert."
Betty vendte et af dem om. "Du kan godt bruge bagsiden, inden du henter flere," sagde hun.
"Okay," sagde Ole. Ti stykker måtte også være nok.
Betty gik, da en af de andre kaldte på hende.
"Jeg har forresten fået et bobspil," sagde Karsten, der sad bagved. Han var ved at male. "Kommer du ikke over og spiller i aften, Ole?"
"Det kunne jeg da godt," sagde Ole.
"Men jeg må hellere advare dig," sagde Karsten. "Jeg er verdens bedste til bob."
"Jeg er ellers ved at tjene en million," sagde Ole.
"Gud, hvor I lyver begge to," sagde Anna.

8. PÅ VÆRELSET

Det var Ole, der vaskede op om aftenen. Det var det eneste, han skulle lave den dag. Han havde ingen lektier for.
Oppe på værelset bankede han på lemmen.
"Ja?" sagde Moritz.
"Papir," sagde Ole.
Han var ved at tage papiret op af tasken, da Moritz kom ud.
"Det var vel nok godt," sagde Moritz. Han lagde arkene på bordet. "Må jeg sidde her og arbejde? Man ser bedre herinde. Jeg lyser jo ikke så stærkt."
"Selvfølgelig," sagde Ole. "Og du kan låne de her blyanter - og tudsen. Jeg skal over til Karsten og spille bob."
"Jeg er så glad," sagde Moritz. "Det bliver rart at få noget at rive i igen."
"Du ser osse bedre ud i dag," sagde Ole.
Og det var sandt. Der var ligesom mere liv over Moritz end dagen før.
"Jeg kunne have lyst til at give dig en gave," sagde Moritz. "Er du god til at spille bob?"
"Ikke særlig god," sagde Ole. "Ikke så god som Karsten, tror jeg."
"I aften er du," sagde Moritz.
"Nå, men jeg smutter," sagde Ole.
Moritz havde ikke tid til at svare. Han var i fuld gang med at tegne.

9. BOBSPILLET

"Hvilken farve vælger du?" spurgte Karsten. "Rød eller grøn?"
"Grøn," sagde Ole.
Karsten havde allerede samlet brikkerne i det runde felt på midten af pladen. Begge stod klar til at støde sin sorte brik ind imod dem.
"En, to, tre!" sagde Karsten, og hver af dem stødte så hårdt som muligt. De røde og grønne brikker fløj fra hinanden.
Karsten skulle starte. Han spillede godt. Næsten halvdelen af de røde brikker var i hul, inden han lavede fejl.
"Så er det din tur," sagde han stolt.
Ole sigtede efter en af de grønne, men ramte ved siden af. Til gengæld fik han ram på en anden, der lå i hjørnet.
"Det var da helt flot," sagde Karsten.
Ole skød efter den første igen - og ramte forbi igen. Denne gang gik der tre grønne i hul.
"Du er jo skide heldig, mand," sagde Karsten.
Ole blev ved. Det var lige meget, hvad han prøvede på at ramme. Det var, som om brikkerne selv bestemte. En enkelt gang sprang den sorte helt over en rød og skød en grøn i hul.
Til sidst manglede der kun en af de grønne. Men nu var Karsten sur. "Hvis du skyder den i hul, så gider jeg ikke mere," sagde han.
Ole skød ved siden af, og det var Karstens tur.
"Jeg vil vædde på, at jeg får mindst to i hul den her gang," sagde han.
"Hvor meget vædder vi?" spurgte Ole.
"En sodavand," sagde Karsten. "Der står to derude, en til hver."
"Hvis du ikke får to i hul, så får jeg altså begge sodavand?" sagde Ole. "Det er i orden."
Karsten lagde den sorte brik til rette. Han skød på en klynge af tre røde brikker. En af dem røg i hul. Det samme gjorde den sidste grønne.
"Jeg vandt," sagde Ole.
"Du vandt spillet, ja," sagde Karsten. "Men det er mine sodavand. Skød jeg måske ikke to i hul?"
"Jo, men den ene var min," sagde Ole.
Karsten grinede. "Så siger vi det," sagde han. "Uafgjort. Lad os drikke dem nu."

10. ET SLAG

"Du er ellers ret skrap til det," sagde Karsten.
Ole var nær ved at fortælle ham om Moritz - for at trøste ham. Men han gjorde det nu ikke. Karsten ville sikkert tro, det var noget han fandt på.
"Lad os komme i gang igen," sagde Ole og drak ud. Han stillede flasken på gulvet.
"Jeg har de grønne den her gang," sagde Karsten og lagde brikkerne ind på midten.
Ole stod parat på den anden side af bordet.
Karsten sagde: "En, to, tre!" - og de grønne og de røde fløj rundt på pladen.
Alle de røde, undtagen en, røg i hul. Den sidste lå og vippede på kanten, så gled den også i.
"Sådan noget snyd!" råbte Karsten. "Dit dumme svin!" Han slog Ole oven i hovedet med sin stav.
Ole stod helt stille. Staven havde ramt hårdt.
"Undskyld," sagde Karsten. "Det var ikke med vilje. Jeg kom til det. Gør det ondt?"
"Pyt med det," sagde Ole. "Jeg skal vist hjem nu. Tak for sodavand."
"Jeg blev bare så gal," sagde Karsten.

11. PUSLESPIL

"Det var tidligt, du kom hjem," sagde Moritz, der stadig sad og tegnede. "Hvordan gik det?"
"Jeg vandt," sagde Ole. "To gange i træk." Han følte på den bule, han havde fået oven i hovedet. Den voksede endnu.
Moritz sagde: "Har du hovedpine?"
"Jeg løb ind i en dør," sagde Ole.
Han kiggede lidt på Moritz' tegninger, men kunne hverken finde hoved eller hale i dem.
"Den her opfindelse," sagde Ole. "Du siger, det er svært at forklare. Men hvad er det sådan nærmest?"
"Det er - nærmest et puslespil," sagde Moritz. "Alle tiders puslespil. Du bliver med garanti helt bidt af det."
"Jeg er for gammel til at lægge puslespil," sagde Ole.
"Ikke denne slags," sagde Moritz. "Hvordan skal jeg sige - jo, det er lidt i retning af det spil, du har der på hylden. Nej, der. Skjult bag ludoet."
Ole fandt det, Moritz talte om. En flad ramme med firkanter, man skulle skubbe rundt for at få nogle tal i den rigtige orden.
"Sig mig, går du og roder i mine ting?" spurgte Ole. "Det vil jeg ikke have."
"Nej nej," sagde Moritz. "Jeg så det først nu. Men altså, min opfindelse er meget smartere. Dit spil er i to dimensioner. Mit er i tre. Jeg kunne ikke helt se det for mig, mens jeg levede. Man tænker ikke så godt i tre dimensioner, imens man kun har dem."
"Det forstår jeg ikke," sagde Ole. "Men nu vil jeg sove."
Moritz strakte sig. "Jeg vil osse holde for i dag," sagde han, rejste sig og gik ind til sig selv.

12. MORGENMAD

"Dine tænder falder ud en skønne dag," sagde mor.
Det sagde hun tit. Hun syntes altid, Ole brugte for meget sukker på sin morgenmad.
Ole var ligeglad. "Du bruger jo selv sukker i kaffen," sagde han og tog en skefuld ekstra.
"Din mors tænder falder osse ud," sagde far strengt. Han brugte ikke sukker.
"Du kan forresten godt tage og slukke lyset, når du går nogen steder," sagde mor. "Jeg var oppe og slukke i aftes, mens du var ovre ved Karsten."
"Var du?" sagde far forbavset. "Det var jeg osse."
"Det kan da ikke passe," sagde mor.
"En af os må huske forkert," sagde far. "Du er nok gået op for at slukke, men så har du glemt at trykke på kontakten."
"Sikke da noget vrøvl," sagde mor. "Det er snarere dig, der har glemt det. Du er ved at blive gammel."
"Eller osse turde han ikke gå derop," sagde Ole.
"Turde jeg ikke?" sagde far. "Hvad mener du?"
"Det spøger om aftenen," sagde Ole.
"Ha ha," sagde far. "Nå, har du nu osse snakket med Karstens mor. Men du skal nu ikke bilde mig ind, at du er bange for spøgelser."
"Det er jeg heller ikke," sagde Ole.
Ole skyllede sin tallerken og tog sin taske.
"Skal du have matematik i dag?" spurgte mor.
"Ja," sagde Ole.
"Jeg så en af dine opgaver deroppe," sagde hun. "Den lå på bordet. Det ser svært ud."
"Det er såmænd ikke så galt," sagde Ole.
"Far og mig skal jo i byen i aften," sagde mor. "Men du plejer jo godt at kunne være alene hjemme."
"Selvfølgelig," sagde Ole.

13. NÆSTEN FÆRDIG

Da Ole kom hjem fra skole, sad Moritz og læste i et gammelt Anders And.
Han kiggede op fra bladet og grinede. "Jeg kan godt lide ham Georg Gearløs," sagde han. "Men jeg tror nu ikke på alt, hvad de skriver i de blade."
"Hvordan går det med opfindelsen?" spurgte Ole. "Er du færdig?"
"Næsten," sagde Moritz. "Nu mangler jeg kun at lave en ansøgning - om at få patent. Har du noget af det papir med linjer?"
"Ja," sagde Ole og lukkede tasken op. Han rakte Moritz en blok.
"Tak." Moritz greb en tuds. Han skrev med blokbogstaver øverst på det første ark: "Ansøgning om patent."
"Man skal være meget præcis, når man skriver sådan noget," sagde han. "Men jeg kender det. Jeg har lavet over firs af den slags ansøgninger."
"Jeg må hellere cykle nu," sagde Ole. "Jeg skal til fodbold."
"Så er jeg nok færdig, når du kommer igen," sagde Moritz. "Kan du ikke skaffe mig en cigar? Jeg synes, vi skal fejre det."
"Jeg kan da prøve," sagde Ole. "Vi er alene hjemme i aften."
"Det ved jeg godt," sagde Moritz. "Så kan du jo komme ind og se, hvordan jeg bor."

14. FÆRDIG

"Det var sørme en stor cigar," sagde Moritz.
"Jeg købte den henne i kiosken," sagde Ole. "Jeg lånte pengene af Karsten."
"Det glæder mig, I er gode venner igen," sagde Moritz.
Ole sagde: "Jeg kan ikke lide, at du ved alting, uden at man fortæller dig det. Det kommer ikke dig ved, om jeg er venner med Karsten eller ej."
"For pokker, mand!" sagde Moritz. "Det har du da ret i. Fra nu af skal jeg nok passe mine egne sager." Han tog cigaren i munden. "Har du ild?"
"Der ligger en æske tændstikker nede i køkkenet," sagde Ole og rejste sig.
"Jeg klarer mig uden," sagde Moritz. Han satte en finger på enden af cigaren og sugede. Lidt efter kom der ild. "Av," sagde Moritz og rystede fingeren.

Ole forsøgte at læse det, Moritz havde skrevet. Det var umuligt.
"Jeg er ikke vant til at læse den slags skrift," sagde han. "Du skriver vist osse ret sjusket."
"Tegningerne kan du nok heller ikke forstå," sagde Moritz.
"Nej," sagde Ole.
"Det er tekniske tegninger," sagde Moritz. "Men det er jo heller ikke dig, der skal arbejde efter dem."
"Nej, det er det vel ikke," sagde Ole. "Hvad skal der egentlig ske med dem nu?"
"Ja, nu skal du jo til at tjene penge," sagde Moritz. "Men det kan vi snakke om senere. Skal vi gå ind ved siden af?"
"Det kan vi godt," sagde Ole. "Mon ikke jeg kan kravle ind, hvis jeg står på den stol?"
"Bare følg med her," sagde Moritz og tog hans hånd.
Ole var ikke vant til at holde nogen i hånden, men han fulgte da med. "Du er kold at røre ved," sagde han.
"Jeg køler bare lidt af," sagde Moritz. "Jeg brændte mig på cigaren."
Så gik de igennem væggen.

15. DET STØVEDE RUM

"Det føles lidt sært, ikke?" sagde Moritz. "At gå igennem en væg." De var igennem, og han slap Oles hånd.
Ole nikkede. "Jeg har ikke prøvet det før," sagde han. "Sikke en masse støv."
"Det er al den isolering," sagde Moritz. Gulvet var fyldt med tykke måtter. "Det støver kun, fordi du tramper sådan. Det støver ikke, når jeg er alene her."
Det tog lidt tid at vænne sig til mørket. Det eneste lys i rummet kom fra Moritz.
"Hov," sagde Ole, der nær var snublet.
"Pas på, hvor du går," sagde Moritz. "Bliv på bjælken. Hvis du træder forkert, lander du nede i stuen."
"Men du går selv uden for bjælken," sagde Ole.
"Jeg vejer kun sytten gram," sagde Moritz. "Hold du dig på bjælken, så holder jeg mig på måtten. Der henne i hjørnet - der sover jeg."
Sengen i hjørnet var lavet af isolering. Ole gøs. "Hvordan kan man leve her," sagde han. "Jeg mener, hvordan kan du ligge i sådan en seng? Det må da klø."
"Jeg bestemmer selv, om det klør," sagde Moritz. "Somme tider lader jeg det klø lidt. Når jeg keder mig."
"Det er ikke særlig rart at være her," sagde Ole. "Jeg kan ikke tåle støvet." Hans næse var ved at være stoppet.
"Vi kan godt gå ud igen," sagde Moritz. "Men først skal du lige høre min plan. Se engang her."
Han pegede på et hulrum oven over lemmen, lige under taget. "Der lægger jeg papirerne. Så kan du tage lemmen ned og finde dem."
"Nå ja," sagde Ole. "Ellers kan jeg jo ikke forklare, hvor jeg har dem fra."
"Tag nu min hånd igen," sagde Moritz. "Og du må endelig ikke slippe, før vi er helt igennem."
Ole spurgte ikke hvorfor.

16. MORITZ FLYTTER

"Fortæl nu, hvordan jeg bliver millionær," sagde Ole. "Hvem kan jeg sælge de papirer til?"
"Der er mange ting at tænke på, når man har lavet en opfindelse," sagde Moritz. "Først skal man sørge for, at ingen stjæler ideen. Det gør man ved at få patent på den."
Han havde et lille stykke tilbage af cigaren, som han tændte. Denne gang brændte han sig ikke.
"Hvor får man patent?" spurgte Ole.
"Spørg en af dine lærere," sagde Moritz. "Det er nok ikke samme adresse som i min tid."
"Og hvad så, når man har fået det patent?" spurgte Ole. "Sender de så en masse penge?"
"Nej," sagde Moritz. "Så skal man ud og finde nogen, der kan fremstille tingen. Man skal osse få dem til at synes, at det er en god ide. Det bliver nu ikke svært."
"Hvem mon det skal være," sagde Ole.
"Prøv og skriv til Legoland," sagde Moritz. "De findes vel endnu?"
"Ja," sagde Ole. "Men det lyder nu ikke, som om det er særlig let at blive millionær. Kan man ikke få nogen til at ordne alt det der?"
"Det må du selv finde ud af," sagde Moritz og gabte. "Jeg er færdig med min del. Nu kan jeg få fred i min grav."
"Flytter du?" spurgte Ole.
"Ja," sagde Moritz. "Lige nu."
"Så ser jeg dig ikke mere?" sagde Ole.
"Lad os nu se," sagde Moritz.
Han tog et kæmpe sug på cigaren, så han blev helt skjult i røg. Da røgen forsvandt, var både Moritz og cigaren væk.

17. LÆRER MØLLER

Ole lagde madkassen i tasken, da de var færdige med at spise. Møller havde givet dem lov til at gå ud, men Ole blev siddende.
"Kommer du ikke?" spurgte Anna.
"Jeg skal lige snakke med Møller," sagde Ole. "Jeg kan lige så godt gøre det nu."
Møller havde somme tider sagt, at man altid kunne komme til ham, hvis man havde problemer. Ole vidste ikke rigtig, om det var et problem han havde. Men Møller var flink, og han kunne sikkert hjælpe.
Nu var de alene i klassen. Møller stod og smilede henne ved døren. Han ventede på, at Ole skulle gå ud.
"Jeg har noget, jeg godt vil vise dig," sagde Ole.
Han gik op og lagde papirerne på lærerens kateder. "Det er noget, der lå hjemme i det gule hus," sagde han.
"Ansøgning om patent," læste Møller. "Hvor fandt du det?"
"På et hemmeligt sted," sagde Ole. "Oppe under taget."
Møller kiggede på tegningerne. "Meget interessant," sagde han. "Gad vide, hvad det er."
"Det er en opfindelse," sagde Ole. "Jeg tror, det er et puslespil af en slags."
"Hm hm," sagde Møller. "Ja, det er jo da i hvert fald ikke din egen skrift. Men det ligner skolens papir."
"Der boede en gammel opfinder på mit værelse engang," sagde Ole. "Han døde for fyrre år siden."
"Fyrre år?" sagde Møller. "Jeg synes, jeg kan huske - hvad var det nu, han hed?"
"Han hedder Moritz," sagde Ole.
"Moritz, ja," sagde Møller. "Skulle han have lavet det her?"
"Ja han har," sagde Ole. "Jeg vil godt have at vide, hvor man skriver hen for at få patent. Jeg kunne nemlig godt tænke mig at blive millionær."
"Ha ha," sagde Møller. "Jeg vil da gerne tage det med hjem og kigge på det. Hvis jeg må?"
"Bare du ikke stjæler ideen," sagde Ole.

18. I SKOLEGÅRDEN

"Hvad sagde han så?" spurgte Anna. Hun stod i et hjørne sammen med Karsten. De to var de eneste, Ole havde vist tegningerne. "Var de så en million værd?"
"Han var ikke helt sikker," sagde Ole. "Han tager dem med hjem."
"Hvad vil du bruge alle de penge til?" spurgte Karsten.
"Hvis det var mig," sagde Anna: "Så ville jeg købe en hest."
"Du kan da godt få en hest af mig," sagde Ole. "Eller to."
Karsten sagde: "Husk lige, du skylder mig en femmer. Kan jeg ikke komme op og se, hvor du fandt dem?"
"Må jeg osse komme med?" spurgte Anna.
"Okay," sagde Ole. "I kan gå med hjem fra skole."
"Tænk, hvis der er flere hemmelige ting," sagde Karsten.
"Hvor er det spændende," sagde Anna.
"Jeg tror ikke, der er flere ting," sagde Ole. "Jeg har kigget godt efter. Men ikke et ord til min mor. Så vil hende og far bare have pengene."
Det ringede ind.

19. GÆSTER

"Man skulle have haft noget lys," sagde Karsten. Han stod på en stol foran hullet i væggen og følte oppe under taget.
Anna stod ved siden af. "Der er ingenting, vel?" sagde hun.
"Nej." Karsten kom ned.
"Det har jeg jo sagt," sagde Ole. "Skal du ikke op og kigge, Anna?"
"Næh," sagde Anna.
"Hun tør ikke," sagde Karsten.
"Du siger jo selv, det spøger," sagde Anna.
"Det gør det ikke," sagde Ole. Moritz var jo flyttet.
Nu kom mor op ad trappen. Hun havde lovet at lave kakao. Det skete ikke så tit, Ole havde nogen med hjem.
Hun satte bakken med kakao og kopper på bordet. "Jeg kan ikke forstå, den lem skal tages af hele tiden," sagde hun.
"Vi skulle se noget," sagde Ole.
"Men der er jo ikke noget at se," sagde mor. "Far har snakket om at bygge om, hvis vi får råd. Så kan vi lave værelse der."
"Karsten tror, det spøger derinde," sagde Anna.
Mor rystede på hovedet og gik.

20. TERNINGEN

De skulle have Møller i sidste time den fredag. Det første, han gjorde, var at sige: "Grib, Ole!" - og kaste noget ned til ham.
Ole greb.
Han stirrede på det, han holdt i hånden. "Det er jo en..."
"En såkaldt Rubik's Terning," sagde Møller. "Det er sådan en, Moritz har tegnet."
"Men den er jo opfundet," sagde Ole.
"Det er den, ja," sagde Møller. "Jeg tror, det er over tyve år siden."
"Jamen," sagde Ole.
"Hvad så med min hest?" sagde Anna skuffet.
"Husk lige den femmer," sagde Karsten.
"Det er synd," sagde læreren. Han gav Ole papirerne tilbage. "Men sådan kan det gå. For fyrre år siden kunne man godt være blevet millionær på den."
Men for fyrre år siden var den ikke færdig, tænkte Ole. Han sad og drejede på den kulørte terning.
"Sådan noget bras," sagde han.

Anna kom hen til ham, da timen var forbi.
"Det er lige meget med den hest," sagde hun og gav ham et kys på kinden.
Ole var helt oppe i skyerne, mens han cyklede hjemad.

21. GRAVSTEDET

Ole var næsten nået hjem, da han fik et indfald og vendte om.
Hvad med en tur på kirkegården?
Han fandt det gravsted, han søgte, i en fjern ende af kirkegården. Moritz' grav. "Hvil i fred," stod der på stenen.
Imens han stod der, begyndte jorden foran gravstenen at bølge op og ned. Moritz dukkede op. Han bevægede armene, som om han svømmede. Så kom han fri og stod foran Ole.
"Det var pænt af dig at besøge mig," sagde Moritz.
Ole kiggede på jorden, der nu var faldet til ro. "Hvis man gravede kisten op nu," sagde han: "Hvad ville man så se i den?"
"Det får du ikke at vide," sagde Moritz. "Jeg vil ikke være ulækker."
"Du skylder mig en million," sagde Ole. "Den terning blev opfundet for tyve år siden."
"Hm," sagde Moritz. "Nå, jeg får nok en anden ide. Så kan du jo hjælpe mig igen."
Ole sagde: "For en uge siden troede jeg ikke på spøgelser. Nu er jeg holdt op med at tro på dem igen. De er fulde af løgn."
"Jeg kan vel ikke gøre for, at der var en anden, der fik samme ide," sagde Moritz.
"Kan jeg måske?" sagde Ole. "Det eneste, jeg har fået ud af at hjælpe dig, var et slag i hovedet."
"Og et kys på kinden," sagde Moritz.
Ole så vredt på ham. Så begyndte han at grine.
"Vi ses," sagde Ole.